Optikerkæde har betalt bøde på 300.000 kroner for vildledning

Vildledende markedsføring udløser bøde

En stor dansk optikerkæde har betalt 300.000 kroner i bøde for at have vildledt i reklamebreve. Kæden skrev ”50 % på alle glas” i brevene, men oplyste ikke tydeligt nok, at kunderne skulle købe et brillestel for at få rabatten.

Forbrugerombudsmanden meldte i 2018 optikerkæden til politiet for vildledende markedsføring. Nu har kæden accepteret at betale en bøde på 300.000 kroner.

Kæden sendte i 2017 reklamebreve ud til en række forbrugere, hvori den reklamerede for, at der var 50 procents rabat på brilleglas. Selve tilbuddet blev vist i en rød boks med stor hvid skrift. Lodret langs højre side af den røde boks stod med væsentlig mindre skrift: ”Gælder til 30.12.17 for alle glas ved køb af stel”.

Forbrugerombudsmanden behandlede sagen efter en klage fra en forbruger. Forbrugeren havde henvendt sig i en af optikerkædens butikker med reklamebrevet i hånden. Først da hun stod i butikken, forstod hun, at rabatten på brilleglassene forudsatte, at hun købte et brillestel til fuld pris.

Forbrugerombudsmanden vurderede, at de forbrugere, der modtog reklamebrevet, nemt har kunnet overse vilkåret om køb af et brillestel til fuld pris.

Forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen, siger:

Forbrugere skal klart og tydeligt kunne se og forstå, hvad det er, de bliver tilbudt i en reklame. Hvis reklamen fremstår som et bedre tilbud, end det reelt er, vil det være vildledende markedsføring.

Forstå hvad vildledende markedsføring er

Vildledende markedsføring er den hyppigste årsag til indgriben fra Forbrugerombudsmanden, hvilket tyder på, at mange annoncører ikke er bekendte med de konkrete krav i lovgivningen.

Sammen med vores juridiske samarbejdspartnere i advokatfirmaet Kromann Reumert ville vi have afholdt et juridisk seminar om vildledende markedsføring kort efter sommerferien. På grund af coronarestriktioner var vi desværre nødt til at aflyse det. Vi arbejder på at finde en ny dato for afholdelsen.

Få en gratis vurdering af jeres reklamemateriale

Medlemmer i Dansk Annoncørforening har fri adgang til vores juridiske hotline og kan her få en professionel vurdering af, om deres reklamemateriale indeholder vildledende markedsføring.

Spørgsmål og materiale skal sendes til hotline@annoncoer.dk – vores juridiske eksperter svarer som udgangspunkt inden for 48 timer.

 

Holger Wilcks