Ledige stillinger

En praktikplads der kan kickstarte din karriere i marketing

 

Vi tilbyder en praktikplads, der giver dig et unikt indblik i marketingbranchen og rig lejlighed til at netværke med en lang række af nøglepersonerne.

Dansk Annoncørforening er talerør for de største danske annoncører når det gælder lovgivningen og samarbejdet med fx reklame- og mediebureauer. Samtidig er vi på en mission for at blive marketingdirektørens bedste ven ved at tilbyde netværk, kurser, studierejser og meget mere både til hende og hendes medarbejdere.

Vi søger nu en praktikant, der kan vokse til at tage ansvaret for vores kommunikation og markedsføring og som ønsker at få praktisk erfaring med projektledelse af både små og store events lige fra Danish Digital Award 2019 til kurser og konferencer.

Om jobbet

I praktikperioden kommer du helt tæt på dagligdagen og alle opgavetyper i en interesseorganisation. Her vil du bruge din faglige viden på konkrete projekter især inden for events, kommunikation og markedsføring. Du vil arbejde tæt sammen med foreningens ansatte, men vil også skulle arbejde selvstændigt med fx desk research, dataindsamling og analyser.

Du indgår som fuldgyldig medarbejder i den normale dagligdag. Derfor deltager du også i eksterne møder og i alle vores events, hvor du vil få rig lejlighed til at hilse på nogle af de største profiler i den danske marketingverden. Vi vil gøre vores bedste for, at dit praktikophold bliver en dør ind til marketingverdenen for dig efter endt uddannelse.

Din profil

Først og fremmest er du en stærk kommunikatør med flair for det danske sprog. Det vil også være til stor hjælp for dig selv i jobbet, hvis du er god til at bevare overblikket og skabe orden. Naturligvis forventer vi også, at du har en interesse for kommunikation og markedsføring og et ønske om en karriere inden for marketing, når du er færdiguddannet.

Du er nok på sidste del af dit (kandidat)studie på et universitet eller en handelshøjskole, ambitiøs og på samme tid fleksibel i forhold til at løse de daglige opgaver. Vi vil bedømme dig ud fra dine personlige egenskaber, din faglige baggrund og motivationen for at søge stillingen.

Arbejdstid og -sted

Jobbet er på ca. 30 timer pr. uge, og vi tager hensyn til vejledningsmøder mv. Praktikstillingen kan kombineres med et studenterjob.

Dansk Annoncørforening har adresse på Nordre Fasanvej 113, 2000 Frederikberg.

Løn

Praktikstillingen er ulønnet.

Ansøgningsfrist og varighed

Praktikperioden er fra ca. 1. januar 2019 til ca. 31. maj 2019 (et semester).

Vi skal have din ansøgning med bilag (CV, eksamensbeviser mv.) i ét samlet dokument senest onsdag den 30. november 2018, men meget gerne før, da vi løbende kalder ind til samtaler. Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte administrerende direktør Holger Wilcks på telefon 26 210 045 eller pr. mail til holger@annoncoer.dk